Er du cykelfreak, motionist, musikelsker eller simpelthen bare til lidt fest i gaden, kunne lørdag den 10. juni 2017 være en god dag at krydse af i kalenderen.

Den dag springer verdens tredjeældste cykelløb, Fyen Rundt, ud i nye klæder. Løbet har været kørt siden 1894 og er populært både som elite- og motionsløb. Men fra "bare" at være en cykelbegivenhed skal det gøres til en folkefest i Odense.

Folkene bag det nye Fyen Rundt

Fyen Rundt blev kørt første gang i 1894 og regnes for verdens tredjeældste cykelløb. Det afvikles som både motions- og eliteløb.Det er Cykling Odense, der står som arrangør, og sådan skal det fortsat være.

Siden 2010 har Sport Event Fyn, der arbejder på at trække store nationale og især internationale sportsbegivenheder til øen, hjulpet til med at arrangere.

I den kommende udgave træder Sport Event Fyn lidt til siden, men støtter dog fortsat økonomisk.

I stedet er det Pro Cycling.dk, der kommer til at trække det store læs.

Pro Cycling.dk er selskabet bag det danske kontinental-cykelhold, Riwal Platform Cycling Team, som tæller mange unge danske talenter og med Michael Blaudzun som sportsdirektør har opnået fine internationale resultater.

Næste års udgave af Fyen Rundt afvikles lørdag den 10. juni. I december er der åbent for, at man kan købe deltagelse i motionsløbet som julegave til en man holder af. Det "rigtige" salg åbner efter nytår.

Især to nye tiltag skal gøre løbet til en bred folkelig begivenhed. Dels skal løbets afslutning afvikles på en rundstrækning midt i byen. Og dels skal der være koncert, når eliten og motionisterne er kommet i mål.

Lige nu arbejdes der på et opløb på Filosofgangen ved Munke Mose, og det bliver netop i Munke Mose, at der efter cykelløbet skal være koncert med et endnu ikke fastlagt, bredt folkeligt navn.

Rundstrækningen ligger lige nu til at blive Læssøegade, Tietgens Allé, Sdr. Boulevard og Filosofgangen / Munke Mose Allé, men det er dog alt sammen noget, der skal klappes endeligt af med politi, kommune og Cityforening.

Sten Poulsen, der tidligere har arbejdet med løbet i Sport Event Fyn-regi og nu er tilknyttet som selvstændig konsulent, fortæller, at der er god samarbejdsvilje hos myndigheder og Cityforening, men at det endnu er for tidligt at melde den endelige rundstrækning ud. Også fordi denne skal godkendes af den internationale cykelunion UCI's løbskommissærer.

Og så hører det med til historien, at man på lang sigt godt kan forestille sig en anden rute, for eksempel med opløb på Østre Stationsvej og koncert i Kongens Have, men dette er på grund af gravearbejde ikke realistisk i 2017-udgaven af Fyen Rundt.

Nye partnere

Muligheden for at løfte det gamle cykelløb ind i en ny tid er kommet, fordi der er fundet en ny samarbejdspartner.

Det er stadig Cykling Odense, som afholder løbet, men Cykling Odenses formand, Claus Rasmussen, fortæller, at man som forening med frivillige ledere har svært ved at løfte opgaven med at finde store sponsorer til Fyen Rundt.

Siden 2010 har Sport Event Fyn hjulpet til med at arrangere løbet, men nu er der fundet en ny partner i Pro Cycling.dk, som står bag cykelholdet Riwal Platform Cycling Team.

Riwal Platform, der kører som kontinentalhold på Europa-touren, har et sponsornetværk, der er er større, end Sport Event Fyn umiddelbart kan skaffe, og Rasmus Hessum, event- og kommunikationschef i Sport Event Fyn / Udvikling Fyn, kalder Pro Cycling.dk for en drømme-samarbejdspartner, der gør det muligt at løfte løbet op på et højere niveau.

Timingen er i øvrigt perfekt, fortæller Rasmus Hessum, fordi Fyen Rundt i store træk følger en national cykelrute, som Udvikling Fyn gerne vil promovere i turisme-øjemed. Og det passer ekstra fint med, at løbet bliver tv-transmitteret af TV/2.

Festlig klassiker i City

Henrik Pabst, som er salgs- og marketingsansvarlig hos Pro Cycling.dk, kalder den kommende udgave af Fyen Rundt for en festlig cykelklassiker i Odense City.

Han peger blandt andet på, at det bliver ekstra festligt for motionisterne at blive klappet i mål af mange mennesker på en rundstrækning midt i byen, og at den efterfølgende koncert skal gøre Fyen Rundt til en begivenhed, der tiltrækker andre end cykel-nørderne.

I de sidste mange år, har løbet haft opløb i Højstrup uden at komme rundt i byen.

Motionsdelen af Fyen Rundt havde sidste år 2000 deltagere, og i år satser man på 3000. De kan køre alt fra hard core 333 km til en bynær rundtur på 65 km, der ikke nødvendigvis kræver fancy udstyr, men kan være en hyggelig familietur.

På eliteplan er Fyen Rundt et løb, der ligger i kategorien 1.2, som, alt efter hvordan man gør det op, er den fjerde- eller femtehøjeste internationale kategori.

Planen og håbet er, at løbet med tiden kan komme op ad rangstigen.

Den mangeårige cykelleder, Claus Rasmussen fra Cykling Odense, der glæder sig over den nye samarbejdspartner og det revitaliserede løb, har endda en drøm:

- Måske kan det blive Danmarks første World Tour-løb. Nu er grobunden i hvert fald lagt, siger Claus Rasmussen.

  •