I forlængelse af Odense Kommunes planer for udbygning af Odense Idrætspark med tilhørende planer om boligbyggeri i området omkring idrætspaken, har vi fra Cykling Odense fremsendt følgende pressemeddelelse og læserbrev:
Byplan uden balance – hvad mister Bolbro og Odense ved byggeriet?
Odense Kommune har offentliggjort en omfattende plan for renovering af stadionområdet i samarbejde med OB, og det skal blandt andet finansieres ved salg af byggegrunde omkring cykelbanen og andre steder i Bolbro. Men dette rejser en række alvorlige spørgsmål og bekymringer – både praktiske, miljømæssige og idrætspolitiske.
1. Realistisk salgspotentiale?
Området omkring Thorvald Ellegaard Arena er i dag præget af høj aktivitet og støj – ikke kun fra sportsklubberne, men også fra de mange skolearrangementer med op mod 7.000 elever om året. Det er svært at forestille sig, at grunde 10-25 meter fra en aktiv, oplyst og larmende idrætshal vil være attraktive for boligkøbere. Og hvis de alligevel bygges – risikerer vi naboklager og pres for at lukke eller begrænse aktiviteter, der i dag er en kæmpe gevinst for byen.
2. Risiko for fremtidige konflikter
Bygger man boliger for tæt på idrætsfaciliteter, opstår der ofte konflikter: beboere klager over støj og lys, og klubberne tvinges til at ændre aktiviteter. Det er sket i mange andre kommuner – hvorfor gentage samme fejl i Odense?
3. Infrastrukturelle udfordringer
Et nyt boligområde i det foreslåede område vil også skabe udfordringer for trafikafvikling og adgangsforhold. I forvejen er området belastet ved større stævner og arrangementer, og yderligere boliger vil presse både parkering og sikkerhed – også for de mange børn og unge, der færdes på cykel.
4. Manglende vedligeholdelsesfrihed
Inden for de næste 10 år skal taget på Thorvald Ellegaard Arena udskiftes. Har kommunen tænkt ind, hvordan kraner og tungt udstyr skal få adgang, hvis området bliver bebygget? Hvis ikke, risikerer man enten forsinkede projekter eller uforholdsmæssige merudgifter.
5. Idrætspolitisk selvmål
Cykling Odense og atletikken på området har leveret resultater i verdensklasse. Hvis faciliteterne forringes eller aktivitetsmuligheder indskrænkes, risikerer vi at bremse talentudviklingen i Danmarks mest vindende banesport – og samtidig underminere et unikt skole-til-elite-idrætsprojekt, som endda har vundet nationale priser. Endvidere huser arealet omkring cyklebanen en unik oplyst cykelcross- og mountainbike træningsbane, som benyttes af ryttere i alle aldersgrupper i vinterhalvåret.
6. Miljømæssige konsekvenser
Byggegrundene ligger tæt op ad grønne områder og sportsarealer. En fortætning med boliger vil reducere de frirum, som mange i Bolbro benytter til bevægelse og rekreation. Det harmonerer dårligt med byens ambitioner om sundhed og grøn livskvalitet.
Odense bør stoppe op og genoverveje planen.
Borgmesteren har udtalt, at idrætten i Bolbro ikke må lide under byudviklingen. Hvis det løfte skal stå til troende, kræver det, at kommunens byplanlæggere får øjnene op for, hvad området faktisk bruges til – og hvilken værdi det har.
Med venlig hilsen
John Smed
Formand for Cykling Odense
Henrik Millennium
Kasserer for Cykling Odense
Allan Poulsen
Formand for facilitetsudvalget