Børneattester

Cykling Odense ønsker at sikre vores unge cykelryttere under 15 år mod pædofili.

Det skal ske i et samarbejde og en åben dialog ledelse, trænere og forældre imellem. Cykling Odense benytter sig af den kontrolmulighed, cirkulæret om Bekendtgørelse af behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister § 36 giver, for at kontrollere, hvorvidt trænere eller ledere, der er i direkte kontakt med børn under 15 år, er anmeldt eller dømt for pædofili.

En konsekvent kontrol af alle nye trænere samt hvert tredje år eksisterende trænere, bør medvirke til at skabe tryghed, men da kontrol i Det Centrale Kriminalregister kun omfatter personer, der rent faktisk er anmeldt eller dømt for pædofili, bør kontrollen ikke medvirke til at skabe falsk tryghedsfornemmelse.

Følgende personer kontrolleres:

Personer som kontinuerligt og fast bidrager til aktiviteterne for børne og unge.

Kontrollen foretages ved ansættelse af trænere eller andre som kontinuerligt og fast bidrager til aktiviteterne for børne og unge. Herefter følges DGI´s anbefalinger om at  indhente ny børneattest hvert tredje år så længe den pågældende bidtrager til aktiviteterne for børne og unge. Det er klubbens kasserer, der indhenter oplysningerne i Det Centrale Kriminalregister. Kasseren har tavshedspligt, og oplysningerne er fortrolige.

Hvis en træner eller personer som fast bidrager til aktiviteterne for børne og unge ikke vil give samtykke til at indhente børneattest, kan han/hun ikke opnå ansættelse/valg.

Forholdsregler for trænere/ledere, hvor en træner eller leder kan blive udsat for mistanke eller beskyldninger - skal følgende forholdsregler altid følges:

På ture hvor der overnattes, skal der altid deltage mindst to ledere

Indsmøring med varmecreme, massage eller lignende skal altid ske med to ledere eller andre voksnes tilstedeværelse, eller i et offentligt rum.

Ledere og trænere skal altid udvise respekt for børns blufærdighed ved omklædning og badning. Mandlige trænere/ledere bader ikke samtidig med piger og omvendt, eventuelt venter træner/leder med at bade, til børnene er færdige.

At respekterer et nej, også i leg.

Mobiltelefoner skal være slukket i omklædningsrum.

Forældrene opfordres til at deltage i børnenes idrætsliv. De kender børnene bedre end ledere/trænere gør, og er derfor bedre i stand til at opdage, hvis barnet mistrives.

Alle har pligt til at gå til bestyrelsen, hvis de hører rygter om krænkelser eller selv fornemmer, at der er noget galt. Bestyrelsen har pligt til at tage sådanne henvendelser alvorligt og at reagere hurtigt på dem. Det er Cykling Odenses kasserer, som tegner foreningen i en sådan sammenhæng, med støtte fra det bestyrelsesmedlem der varetager disciplinen. En mistanke skal behandles med den største diskretion, da det er en meget alvorlig anklage mod en person.

Procedure ved sager om pædofili:

Såfremt en træner/leder anmeldes til politiet vedrørende pædofili, skal den pågældende omgående suspenderes fra sine hverv, så længe undersøgelse foregår. Medfører undersøgelsen domfældelse, indstilles den pågældende til eksklusion fra Cykling Odense, og kan ikke senere optages som medlem. Hvis undersøgelsen ikke medfører dom pga. manglende beviser, men sagen anses som særdeles belastende for klubben, kan bestyrelsen indstille pågældende til eksklusion.

Version 1: Godkendt af bestyrelsen, på bestyrelsesmødet mandag den 19.juni 2023